Fremtidens renovering bliver testet i virkeligheden

Af Tore Daa Funder

I en lejlighed i Egeparken i Gladsaxe er bæredygtighed ikke et begreb på en tavle. Det er et stykke parketgulv, der skal vurderes. Et køkkenelement, der måske kan bruges igen. En dør, et vindue eller en belægning, der får ny betydning, når det ikke længere betragtes som affald, men som en ressource.

Her arbejder omkring 30 kandidatstuderende fra Det Kongelige Akademi med et 1:1-byggeforsøg, hvor undervisningens teorier om bæredygtig transformation bliver afprøvet i fuld skala i en konkret almen lejlighed.

Transformationsforsøgene er en del af projektet ATLAS. ’1:1-byggeforsøget’ i Egeparken er den praktiske afprøvning af ATLAS-projektets forskningsspørgsmål.

“Det afgørende er, at de studerende ikke kun arbejder med bæredygtighed som et princip. De skal mærke, hvad der sker, når idéerne møder en konkret bolig, konkrete materialer og de begrænsninger og muligheder, der følger med,” siger Nicolai Bo Andersen, professor og forskningsleder på ATLAS-projektet.

En almindelig boligtype som forsøgsrum

Forsøget tager afsæt i en Danalea-typeblok, som genfindes i bebyggelser flere steder i landet. Derfor handler arbejdet i Egeparken ikke kun om én lejlighed i én boligafdeling. Det handler om at undersøge, hvordan erfaringer fra en konkret bolig kan pege ud mod en bredere renoveringsopgave i den almene sektor.

Bebyggelsen i Gladsaxe er opført i 1970’erne og består af 377 boliger fordelt på 14 boligstokke. Den repræsenterer en type efterkrigsbyggeri, som findes i mange almene boligområder i Danmark.

“Vi har lagt forsøget i en almen boligafdeling, fordi den almene sektor dækker godt 20 % af landets samlede boligmasse. Det er vigtigt, at fremtidens arkitekter får helt konkret erfaring med almene boliger og nogle af de store renoveringsopgaver, der er en konstant i sektoren. Når vi skal udvikle nye måder at arbejde med bæredygtighed på, skal det ske dér, hvor bygningerne, beboerne og driften allerede er,” siger Nicolai Bo Andersen.

Når materialerne svarer igen

For de studerende betyder forsøget, at bæredygtighed bliver konkret. De skal ikke kun hente viden ud af en lærebog og tegne på teoretiske løsninger. De skal stå i en konkret lejlighed og finde løsninger med de materialer, bygningen allerede rummer.

Det gør en forskel, fortæller arkitektstuderende Sara, som deltager i forsøget:

“Det er meget sundt, at man opdager komplikationerne helt tæt på. Man ser alle de komplicerede hjørner, som man skal håndtere, og får problemerne op under neglene. Det er meget nemmere, når man ser det fysisk foran sig.”

Byggeforsøget fokus på bæredygtighed og cirkularitet i byggeriet tager afsæt i de materialer, der allerede findes i lejligheden. Det kan være gulve, køkkenelementer, døre, vinduer eller andre bygningsdele, der normalt risikerer at forsvinde ud af byggeriet som affald. Men forsøget viser også, at genbrug ikke er en enkel øvelse.

For Sara er det vigtigt, at forsøget foregår i en i en almen, non-profit lejlighed. Det gør arbejdet mere relevant og meningsfuldt, fordi det handler om boliger, der udgør hjem for mennesker med alle slags baggrunde og økonomiske muskler:

“Mange gange tænker man måske, at arkitektur handler om flotte, nye, store bygninger eller projekter med mange penge. Men arkitektur handler også om gode, billige boliger og om de bygninger, der allerede findes.”

Og tanken om, at man som studerende sagtens kunne udnytte en eksisterende lejlighed som den i Egeparken, er heller ikke fjern for hende:

“Hvis lejlighederne bliver lidt tilpasset for at forbedre indeklimaet, så kunne jeg sagtens forestille mig at bo her som studerende. Udearealerne, de grønne omgivelser og afstanden til centrum gør dem til en god mulighed.”

At arbejde med det, der allerede findes

Byggeforsøget vender op og ned på en klassisk forestilling om arkitektens arbejde. De studerende trækkes ud af læreanstalternes teorier og ind i en eksisterende bolig, en bestemt planløsning og konkrete materialer, som alle sætter rammer for arbejdet.

For Sara er det ikke kun en begrænsning. Det kan også gøre den kreative proces mere præcis:

"Når man arbejder med noget, der allerede findes, får man et udgangspunkt. Man skal forholde sig til rummets størrelse, materialernes tilstand og de muligheder, der ligger i bygningen. Det gør opgaven mere bundet, men også mere virkelig."

Samtidig bliver forsøget en påmindelse om, at arkitektur ikke kun handler om nye, store og spektakulære byggerier. Som én nævnte: ”Operahuset i Sidney er jo allerede bygget”. Her handler det om de boliger, mange mennesker landet over allerede bor i.

I Egeparken bliver de studerendes arbejde derfor en del af en større samtale om, hvordan den eksisterende almene boligmasse kan bruges som ressource. Ikke kun som noget, der skal repareres eller udskiftes, men som noget, der kan forbedres og udvikles.

Glæde på Landsbyggefonden

I forlængelse af projektet udtaler Mads Gudmand-Høyer, der er byggeteknisk konsulent:

”Landsbyggefonden er taknemmelig for at kunne støtte Arkitektskolens initiativ. De studerendes engagement er smittende, og det flotte resultat har vakt beboernes interesse. Fonden anbefalede ABG Egeparkerne som samarbejdspartner, da vi oplever et boligselskab og et levende beboerdemokrati med interesse for fremtidens løsninger. De studerendes ressourcebevidste valg udtrykker sig smukt og maner til direkte eftertanke om vores ordinære renoveringsvilkår”.

For de studerende handler 1:1-byggeforsøget ikke mindst om at omsætte tegninger, materialer og bæredygtige principper fra skolebænken til noget, der kan bygges og vurderes i praksis.